Nu ved du godt, at jeg ikke er specialist. Jeg er heller ikke advokat. Jeg er en ganske almindelig borger. Jeg betaler den skat, jeg skal. Jeg sørger for at være en god borger. Og jeg benytter selvfølgelig de muligheder, jeg har for at få et godt liv.

Eje land

En af mine muligheder er at eje land. Og jeg har købt et stort stykke land. Der er nogle hektarer skov. Der er nogle hektarer marker, som jeg lejer ud til en bonde. Der er et lille hus, som jeg og min familie bor i. Vi har en privat vej, der fører op til huset. Det er en smuk allé. Der er gamle poppeltræer og en masse buske med brombær i vejkanterne. Det er smukt. Jeg kan lide det. I det hele taget kan jeg lide at bo i naturen. Jeg er måske det, som nogle kalder for asocial. Andre kalder det for menneskesky. Jeg kalder det for at være et almindeligt menneske, der har fundet fred med sin omverden, for jeg kan.

Og jeg bryder mig bestemt ikke om det, når der kommer folk forbi. De har forvildet sig ind på min ejendom. De benytter min private vej. De smider deres affald lige, hvor det passer dem. Også selv om jeg faktisk har stillet skraldebøtter op. Jeg er bestemt ikke glad for situationen. Især her i sommers, hvor der kom mange mennesker for at gå ture i skoven. Jeg har ikke noget imod, at de kommer og nyder naturen. De skal selvfølgelig have lov til at holde en picnic i min skov. Men de skal altså tage deres affald med sig hjem igen.

Advokat til sag om vejret

Situationen var slem her i sommers. Og jeg satte et skilt på ved indkørslen til vejen. Advarede om, at det er en privatvej. Bød velkommen, men bad også om, at man ikke efterlader affald på min ejendom.
Og det var der så nogen, der blev sure over. Skiltet altså. De blev fornærmede, over at jeg havde sat det op. ”Som om de er små børn, der ikke tænker sig om”, sagde de. De lagde sag an imod mig. Forsøgte at få en advokat med speciale i vejret til at få mig straffet for at sætte et venligt skilt op.

Selvfølgelig fik de ikke noget ud af at lægge sag an imod mig. I første omgang. De var skuffede. Sure. Men så lagde de sag an igen. De påstod, at jeg ikke vedligeholdt vejen, sådan som jeg har pligt til. Og dertil kan jeg kun sige, at de gik helt galt i byen igen. Og selvfølgelig fik de heller ikke medhold denne gang. Jeg havde nemlig fået asfalteret vejen for nogle år siden. Under det arbejde var der en af arbejderne, der var kommet til skade, fordi han faldt under en storm, og et træ væltede ned over hans ben. Arbejdsskade advokaten, som jeg ansatte, måtte køre sagen for mig. Jeg tabte. Måtte betale erstatning, fordi jeg ikke havde advaret om, at det kan ske, at træer vælter.
Men at vejen ikke er vedligeholdt, er helt forkert. Og det fik jeg da også medhold i.