Nu er det ved at være fire år siden, at jeg for første gang i mit liv – tror jeg nok – var inde i en musikforretning her i byen. Det var op til jul, og vores søn, Tim på 13 år, havde skrevet en mundharmonika på sin ønskeseddel til juleaften. Det syntes jeg da var et udmærket ønske, for hverken hans mor eller jeg havde da noget imod det, hvis han ville begynde at interessere sig for musik.

Jeg kan huske, at forretningen i udstillingsvinduet reklamerede med billige musikinstrumenter, og det kan da godt være, at det ikke var falsk reklame, for jeg havde den gang absolut intet kendskab til, hvad den slags koster. Men inde i butikken fik jeg umiddelbart det indtryk, at man nok havde smurt lidt tykt på, for jeg syntes i hvert fald ikke, der var noget som helst billigt over de prisskilte, jeg kunne få øje på. Det var slet ikke som den kendte Danguitar, der jo ER billige.

Heller ikke den mundharmonika, som jeg købte til Tim, var i mine øjne billig, men knægten skulle jo have en julegave, han ønskede sig, og det skulle ikke være et stykke legetøj men noget, han rent faktisk kunne spille musik på, så jeg købte en mundharmonika til den nette sum af næsten 300 kroner.

Siden har jeg tit tænkt på, at det var en god investering, for Tim fik med den sat gang i en stor kærlighed til musik, og han blev hurtigt ganske god til at spille på mundharmonikaen. Men hans udvikling som musiker var åbenbart sat i gang, og efter et stykke tid begyndte han at øve sig sammen med en kammerat, der på et tidspunkt havde arvet en violin fra sin farfar, og selv om violin måske ikke lige er det normalt foretrukne instrument blandt drenge i den alder, havde kammeraten sat sig for at lære at spille på den. Og det lød faktisk godt, når de to unge drenge øvede sig på forskellige former for musik.

Tim har ikke kunnet stille sig tilfreds med kun at spille på mundharmonika, og han er efterhånden begyndt at kaste sig over noget mere moderne musik, end han gjorde fra starten. Nu handler det meget om rockmusik, men heldigvis ikke om den rigtigt hårde rockgenre, som jeg personligt finder det uudholdeligt at høre på.

På et tidspunkt begyndte Tim at spare sammen af de penge, han tjente som avisbud. Fra starten vidste vi ikke rigtigt, hvad han sparede op til, men han fortalte så en dag, at han drømte om at få et keyboard, som han kunne spille på. Og da han fortalte det her forleden, havde han rent faktisk sparet penge nok op til at købe det.

Men det hjælper jo ikke noget, sagde han med et suk, for jeg skal jo også have en forstærker, et par højttalere og en mikrofon for at kunne spille rigtigt på det og synge til. Mit fædrene hjerte løb af med mig, så jeg sagde til Tim, at vi ville sponsorere det elektroniske udstyr til keyboardet. Nu er udstyret købt ind, og Tim er lykkelig for det.

Og hvad har det så med mad at gøre? Tja – du kan jo tjekke denne artikel og se, om ikke du kan se sammenhængen?